Stegt citronpolenta – himmelsk opskrift!


Stegt citronpolenta – himmelsk opskrift!

Forleden fandt jeg et læs gamle opskrifter fra en tidligere skibskok på det gode skib Sorte Louis, den nuværende Bådcafé. Opskrifterne lå stuvet sammen i en kasse i køkkenet sammen med nogle spændende krydderier og nogle saftige historier om skibet.

Det første, der slog mig, var, hvor meget af verden, skibet ifølge kokken har besøgt, og hvor farligt det må have været at være skibskok dengang. Måske er det bare løgn altsammen? Jeg ved det ikke, men det er også lige meget, for jeg fandt en del gode opskrifter, som jeg har ladet mig inspirere af. Én af dem var stegt citronpolenta, som jeg vil dele med jer sammen med en lille historie:

Stegt citronpolenta blev opfundet på en af de mange rejser med skibet Sorte Louis. Efter mange uger til havs havde daværende skibets besætning alt for længe levet af beskøjter. De trængte til kød og kartofler.

Men da de endelig kom i land brugte Skibskokken alle pengene til proviant på majsmel. Hans første forsøg med at bruge det, gjorde ham så upopulær at besætningen truede med at fodre ham til hajerne. Det smagte forfærdeligt!

Efter Hirtshals sejlede Sorte Louis til Hamborg efter krydderier. Derefter til Italien, hvor de lærte et nyt ord – polenta. Og så et hurtigt stop i Kina efter citroner.

På vejen hjem ville skæbnen at de løb ind i et voldsomt uvejr. Alt blev kastet rundt i kabyssen og der gik ild i olien. Da stormen lagde sig, var der næsten intet tilbage af kabyssen udover nogle gyldne klumper af blandet majsmel, olie og vand. Dem måtte de jo så spise. For at pynte lidt på det, sprøjtede kokken lidt citron på.

Til kokkens store overraskelse var besætningen helt vilde med de små gyldne klumper. Han smagte selv på en – den smagte som et stykke af himlen. Det var det bedste han nogensinde havde spist. Han besluttede at kalde dem for stegt citronpolenta – så fik han jo også brugt det nye ord de havde lært i Italien.

Se, det her var næsten en sandfærdig historie. Og den dag i dag har vi citronpolenta på menukortet på Bådcafé. Her får du opskriften:

Stegt citronpolenta

Ingredienser:

  • 1 l vand
  • 0,25 l fløde
  • Revet skræl og saft fra en citron
  • 4 g tørret timian
  • 1/2 fed hvidløg
  • 1 tsk salt
  • 1/2 tsk peber
  • 1 peberfrugt
  • 1 zittauerløg
  • Hakket persille
  • 150 g polentamel

Kog vand, fløde, revet citronskræl, saft og krydderier op under låg.

Tilsæt finthakkede grøntsager og polentamel når det koger. Pisk godt igennem til det tykner (5-8 minutter)

Spred grøden ud i et smurt ildfast fad og glat overfladen ud.

Bag polentaen ved 125°C i 20 minutter og sæt den i køleskabet.

Skær polentaen i flotte stykker når den er kølet af. Brug eventuelt et glas til at lave runde stykker.

Steg stykkerne hårdt på en pande med olie. Eller grill dem på en eller flere sider og sæt dem i ovnen ved 180°C i 5 minutter.

Skåret polenta kan holde sig på køl i op til en uge.

Polentaen kan erstatte kartofler og fungere helt perfekt til fjerkræ, gris og grillmad.

 

Hvis du prøver polentaen, så lad mig endelig høre, hvad du synes 🙂

Danny, Chefskibskok på Bådcafé

Vi giver en kop kaffe

Mærk hyggen, få saltvand i håret og en snak med kaptajnen.

Send din e-mail her, så får du sidste nyt med "Flaskeposten" - og en billet til en kop kaffe.

Vi poster ikke spam, kun hygge og godt humør med "Flaskeposten". Du kan nemt afmelde dig igen. Powered by ConvertKit

+ There are no comments

Add yours